Strikbar har en mission…

Hvordan kan det være, at vi har mødt SÅ mange gennem tiden ”som helt vildt gerne vil kunne strikke”, men som ikke gør det???

Vores fornemmelse er, at piger og kvinder stadig gerne vil lære at strikke.  Problemet er bare ofte, at de ikke har nogen til at lære dem det. Og det vil vi i Strikbar gøre noget ved. Vi vil lære jer at strikke…… både en sød, silkeblød vest til din baby, en lækker pude i fede farver til sofaen og nye designs til dig selv. Det er vores mission!! Vi håber, I tager udfordringen op.

 

Andrea Thygesen  

Kort fortalt er jeg 41 år, opvokset i yderste klitrække ved det vilde Vesterhav i havnebyen Hvide Sande. Jeg arbejder som lærer og bor i Århus med min søn Orla og min datter Erna i en dejlig lejlighed i midtbyen. Mine favoritter er: krabbeklør, bland-selv-slik, cafébesøg, rejser og solskin.

Jeg eeeeelsker at strikke og har efterhånden svært ved at lade strikketøjet blivehjemme. Hvis jeg er i gang med et stort projekt, har jeg et lille projekt samtidigt,så jeg altid kan have strikketøj med i tasken, uanset hvor jeg skal hen. Jeg slapper af med mit strikketøj - og føler samtidig en glæde ved at producere noget til nogen. Noget jeg lægger tid og energi i. Strikketøjet finder jeg frem, når jeg er på café med en eller flere veninder, når jeg ser tv, når jeg besøger venner og familie, når jeg er til foredrag/møder, når jeg er i toget/på færgen/er passager i bilen. Enkelte gange beder mine veninder mig om at pakke det sammen, hvis vi spiser på en fin restaurant;)

Jeg lærte at strikke af både min mormor og min farmor, da jeg var 5-6 år gammel. Det var dog først på efterskolen, jeg rigtig kom i gang og blev ret god til det. I teenageårene og i starten af tyverne havde jeg perioder, hvor jeg strikkede en del, og også perioder hvor jeg slet ikke strikkede. De seneste 5-8 år har jeg strikket uafbrudt.  Stort set da. Jeg har haft et par længerevarende udenlandsophold, hvor det var for varmt til at strikke - og jeg savnede strikkeriet voldsomt! Pyt med rugbrød og leverpostej, det kan jeg sagtens undvære….bare ikke mit strikketøj.

Jeg er ikke ekspert udi strikkekunsten, men jeg er ret god til at strikke og ved en del om det og lærer hele tiden nyt. Jeg strikker, jeg vil gerne lære fra mig - og jeg vil gerne gøre det nemmere for nybegyndere at komme i gang uden at behøve sidde ved siden af en ”oversætter”. Jeg håber at flere finder glæden ved at strikke - og at vi får lavet mange letforståelige opskrifter på lækre ting, der kan læses og forstås af alle mennesker og der gør at folk har lyst til at strikke.

Hvad end der er galt….det kan strikkes væk :o) 

 

Dorthe Frydendahl

Jeg er 48 år og svigerinde til Andrea. Jeg bor i Hvide Sande, hvor jeg er født og opvokset. Jeg er kæreste med Danmarks smukkest bager Martin Thygesen og mor til Thomas på 21 år, der studere i Aarhus og Thyge på syv år.  

Jeg kan IKKE strikke - som i slet ikke;-) Til gengæld har jeg styr på lageret i Strikbar.dk!

Til daglig arbejde jeg med marketing og events. Og så er jeg dybt afhængig af naturen. Er så priviligeret, at jeg kun bor 500 meter fra både Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Spørger du mig mig, er Vesterhavet verdens bedste psykolog. 

Det er min overbevisning, at den ro naturen giver mig, er den samme I strikkeelskere får, når I strikker. Derfor har jeg valgt at være en del af Strikbar.dk selvom jeg ikke strikker.